Oktober 2020: Knivkursus:

Spejderne har afholdt knivkursus i vores hytte ved Lerbjerg-Lejren. Weekend-kurset startede fredag aften med overvejelser om materiale og klinge. Lørdagen fløj af sted med at få font-klodser til at passe og få skæftet formet. Der blev genereret en hel del støv med sandpapir og slibemaskine. Nogle deltagere så pludselig meget gamle ud med deres nye grå hår. Vejret var heldigvis med os, så langt det meste arbejde kunne foregå udendørs. Det var utroligt spændende at lærer en masse nyt værktøj at kende samt processerne til at få træklodser til at ligne perfekt passende skæfter. Om søndagen prøvede vi kræfter med at arbejde i læder da der skulle laves skeder til knivene. Slutresultaterne blev utroligt flotte, især når man tænker på at mange af deltagerne var første-gangs-knivmagere. Det blev lavet skæfter med indstøbte grankogler, messing-plader, søko knogler, mammut tænder og meget mere. Det var mere fantasien end udvalget der satte grænsen. Tak til knivmager Mikael Hansen for at være instruktør gennem weekenden, og for at sikre at alle deltagerne kom hjem med kanon fede knive.


Oktober 2020: Verdensmål del 3:

Sidste søndag havde ulvene endnu et møde om verdensmålene, denne gang med "Ligestilling mellem kønnene" som tema. Se med her, og find ud af hvordan der kan laves sjove aktiviteter ud af sådan et emne!


September 2020: Verdensmål del 2:

På ulvemøde 13. september arbejdede ulvene med verdensmålene "Rent vand og sanitet" og "Sundhed og Trivsel". Men... hvad laver ulvene mon med papir i hånden? Og hvorfor skulle de puste med mel? Se med og find ud af det!


September 2020: Info-skilt lige ved døren:

Ved hoveddøren til hytten ved Lerbjerg-Lejren er der nu denne info-seddel. Tanken er at den skal give gæster et godt overblik over spejdergrundens faciliteter. Et andet vigtigt formål er at sikre hvis uheldet er ude og man har brug for hjælp, at alle så let kan finde adressen. Vær beredt.


September 2020: Hængekøjepark:

Store fremskridt med hængekøjeparken! Der er blevet gravet huller i et omfang og dybde der sikkert vil gøre alle muldvarpe misundelige. Stolperne er kommet i jorden og der er brugt over 400 kg beton, så vi kan være sikre på, at det bliver stående selv når hængekøjerne svajer i vinden. Hængekøjeparken består af en heksagon af stolper hvor man kan opsætte køjer fra midten og langs kanten. Derudover har vi "Tårnet" hvor tre høje stolper giver mulighed for at hænge i lag, en slags hængekøje-køjeseng. I alt er der 21 sovepladser i hængekøjeparken. Herudover er der selvfølgelig også shelteren med plads til 6-8 personer mere. Snart kan hele skoleklasser sove i det fri hos os. Vi glæder os til at tilbyde overnatning i den dejlige natur. Snart kan du og dine venner falde i søvn, mens I kigger på stjerner eller træernes hvislende blade - alt i mens hængekøjerne vugger jer til ro. Projektet har modtaget støtte fra Friluftsrådet.


August 2020: Verdensmål del 1:

Øksegruppens ulve skal her i efteråret arbejde med de 17 verdensmål. På første møde var der fokus på "Livet på land", "Livet i havet" og "Klima indsats". Se med når Lora fortæller om dagens aktiviteter.


Juli 2020: Bålplads ved shelteren:

Der er nu en helt ny bålplads ved shelteren anlagt af spejderne på deres sommerlejr. Der blev knoklet med de tunge granitsten, men resultatet blev rigtig fint. Bålpladsen er næsten 2 m2 og giver god mulighed for hyggebål, madlavningsbål og skumfidusbål. Bålpladsen er allerede testet og godkendt af spejderne. Det er vildt hyggeligt at kunne kigge ud på flammerne fra soveposen i shelteren.


Januar 2020: Lederpris:

Hip hip hurra! Vores helt egen superseje Alexander har fået tildelt Holbæk Bygildes Lederpris 2019. Vi er alle meget stolte af ham. Alexander har fået prisen for sit store engagement både som bæver/ulve-leder og som formand for Øksegruppens bestyrelse. Alexanders spejdere holder meget af ham, og han er kendt som en god, sjov, fortrolig og rolig leder. Alexander har også gjort sig bemærket hos andre grupper ved sit store engagement i lejrbål, hvor han gerne fortæller medrivende historier. Alexander er et uundværligt medlem hos Øksegruppen, hvor alle; store som små, holder meget af hans energi og selskab. Stort tillykke til Alexander!


December 2019: Juleweekend:

På årets juletur tog ulvene (6-9 år) "Jeg kan selv"-mærket hvor de skulle lave projekter de selv og forældrene havde valgt; sy spejdertørklæder til deres bamser og lærer at sy mærker på deres uniform... gæt hvilket projekt forældrene havde valgt. Som en del af mærket skulle ulvene også være med til at vaske op, dække bord og rydde op. Aftensmaden bestod af langtidsstegte ænder over bål, hvor der var fokus på at vende dem ofte og smørre dem med honning. Det blæste en del, så der blev hurtigt bygget et læ-hegn. Både ænder og spejdere blev også lidt røgede, men ænder smagte kanon godt. Der var selvfølgelig også æbleskiver og pakkeleg som der plejer. Vi håber alle er kommet godt gennem juletiden.


November 2019: Nyt skilt og renset vej:

Kan du finde vej til Lerbjerg-Lejren? Nu er det blevet lettere. Vi har fået et nyt skilt der tydeligt viser vej mod hytten. Skiltet har refleksmaling, så det er meget nemt at finde selv om natten. Mange tak til www.DUF.dk for støtten til skiltet. Derudover er vejen til Lerbjerg-Lejren blevet skrabet ren, så der er ekstra frihøjde til bilernes underside. Vi håber at dette kan hjælpe alle gæster til lettere at komme frem til lejren.


September 2019: Arbejdsweekend i Lerbjerg-Lejren:

Der blev knoklet ved Lerbjerg-Lejren på efterårets arbejdsweekend. Vores dejlige frivillige gav den gas med at male hytten; der manglede en smule udvendigt fra tidligere arbejdsdage, og nu kom turen til indvendigt - hvilket passede godt med vejret. De fine bjælker er nu beskyttede både indvendigt og udvendigt. Der blev også lagt kræfter i at grave huller til vores nye skilt. Den valgte placering gemte på nogle store sten der måtte fjernes. Udover alt dette blev der også tid til at arbejde på isolering af vores redskabsskur samt beskæring og fjernelse af ukrudt. Alle var meget glade for at ulvene kom på besøg og lavede dejlig frokost til os om søndagen. Pølsehornene og pandekagerne der blev lavet over bål smagte pragtfuldt. Tak til ulvene for maden og stort tak til www.duf.dk for støtten til maling og skilt!


September 2019: Tilskud til hængekøjepark:

Øksegruppen, KFUM-spejderne i Holbæk, fået tilsagn om støtte til en hængekøjepark i Lerbjerg-Lejren. Støtten på 37.000 kr. kommer fra Friluftsrådet. Målet er at oprette overnatningspladser til 20-30 deltagere i hængekøjer, så spejdergrupper, folkeskoleklasser m.fl. kan overnatte under åben himmel. Fredag den 13 september blev kasseren for Øksegruppen interviewet i P4 Sjælland. Udsendelsen kan høres her (fra 01:09:33 og et par minuter frem): https://www.dr.dk/radio/p4sjaelland/p4-sj-eftermiddag/p4-eftermiddag-2019-09-13-16-05-6. Projektet forventes udført i 2020. Indtil da kan man nyde vores shelter og se frem til flere sovepladser tæt på naturen. Mange tak til Friluftsrådet! Vi glæder os meget til at tilbyde flere overnatningspladser i Lerbjerg-Lejren; kom tættere på naturen.


September 2019: Naturens dag:

Den 8. september (også kendt som Naturens Dag) var klanen fra Øksegruppen på tur til Friluftsfestival ved Naturpark Åmose (http://naturparkaamosen.dk/). Det var et kanon hyggeligt arrangement med boder, fasan tilberedning, foredrag, rundvisninger, skattejagt og meget mere. Vejret sørgede for at fremvise området fra dets bedste side. Tak for en hyggelig dag ved Åmosen!


Juli 2019: World Scout Jamboree

I sommeren 2019 var to af Øksegruppens medlemmer, Nadia og Alexander, med på verdensspejderjamboreen i Nordamerika, afholdt af både Canada, USA og Mexico. Selve lejren foregik i West Virginia på Summit Bechtel Reserve, hvor mere end 45.000 spejdere fra omtrent 170 lande deltog. Vores medlemmer deltog som International Service Team (IST) og arbejdede derfor begge på lejren, men i to forskellige funktioner.

Vi har samlet nogle af deres historier og billeder fra turen her; www.øksegruppen.dk/wsj.html

Det var vist noget af en tur med virkelig mange spejdere samlet samme sted.

Juni 2019: MUS-Løb:

Søndag den 16. juni blev der afholdt Mus-løb ved spejderstadion i Holbæk, og Øksegruppens ulveenhed deltog. Vejret var med os og det blev en sjov dag fyldt med spændende samarbejdsaktiviteter. For nogle af ulvene var det første gang de var på sådan et løb! De kæmpede alle en brav kamp og fik både præmier og, på rigtig spejdermaner, et par vabler med hjem. Mon ikke ulvene sov godt den nat?


Juni 2019: Maling af bjælkehytte:

I Pinsen var der gang i knofedtet og malerpenslerne, da Lerbjerg-Lejrens bjælkehytte fik et tygt lag træbeskyttende maling. Det var perfekt vejr til at male; tørt men overskyet, så malingen ikke løb eller tørede for hurtigt. Nu kan hytten klare vind og vejr i mange år frem! Mange tak til www.DUF.dk for støtten til maling. De næste arbejdsdage vil gå med at male indvendigt.


Juni 2019: Skvulp!:

Øksegruppen, KFUM-spejderne Holbæk, deltog i årets Skvulp festival i Holbæk. Vi havde en plads ved Kanalstræde overfor Rådhuset, hvor man kunne se, hvordan man slår et telt op på beton, helt uden brug af pløkke. Hvis du har børn i alderen 6-9 år, så kom og hør mere om vores ulve-spejdere, der mødes hver anden søndag fra 10-12 (et perfekt tidspunkt til voksentid så som brunch eller løbetur).


Maj 2019: Gennemgang af telte:

En dag med solskin og høje temperature blev alle gruppens telte grundigt gennemgået. Der blev kigget efter huller i teltdugen, dårlige lynlåse, bøjede stænger, uduelige pløkke, manglende barduner og andre fejl. Alle teltene blev slået op så de kunne inspiceres. Derefter blev de pakket ned med rette antal stænger og pløkker. Alle teltene, nye som gamle, blev noteret ned for størrelse, type og antal pløkke. Det var en oplagt mulighed for at rejse vores nye firkantede samlingstelte. Vi ser frem til at bruge teltene flittigt på kommende ture og lejre.


Maj 2019: Vask af bjælkehytte:

I dag er hytten blevet skrubbet og skuret udvendigt; først med gulvskrubber og vand efterfulgt af gå-væk-skidt-og-gammel-maling kemi. Man kan tydeligt se forskel, og hvis man holdt en pause var det let at se hvor man var nået til. En masse edderkopper var utilfredse med vores arbejde og kom frem for at brokke sig. Nu er hytten klar til arbejdsweekenden næste uge hvor hele hytten skal males. Vi glæder os til at vise jer hvor fin hytten bliver.


Maj 2019: Familiedag hos Sankt Nikolai:

I søndags var Øksegruppen med til Familiedag hos Sankt Nikolai. Det var en hyggelig dag hvor vejret gik an til snobrød og skumfiduser. Det skal virkelig regne meget før man ikke kan have et lille hyggebål. Gudstjeneste, rundvisning i tårnet og glade besøgende gjorde det til en dejlig dag.


April 2019: Besøg hos klanmedlem i Jylland:

Et af medlemmerne i klanen "De Gale Hattemagere" flyttede til Jylland for at følge sine studiedrømme. Det er lidt langt at tage fra Aalborg til Holbæk for at deltage i spejdermøderne, så i foråret tog klanen på besøg i det jyske. Det var en kanon hyggelig weekendtur, hvor vi overnattede i shelter og besøgte nogle meget behårede køer. Vejret var ikke super godt, så vi gemte os meget af tiden i shelteren og spillede spil, mens vi lavede pandekager over trangia.


Marts 2019: Fastelavn:

Søndag den 3 marts var det fastelavn og det blev fejret! Om formiddagen var Øksegruppen med til fastelavnsgudstjeneste i Skt. Nikolai Kirke. Her blev uniform og fane blev vist frem og efterfølgende blev der slået katten af tønden. Om eftermiddagen tog klanen til Lerbjerg og byggede, traditionen tro, en mærkelig konstruktion til at ødelægge fastelavnstønden - denne gang en rutsjebane og kæmpe hammer.


Februar 2019: Geocache:

Hvad er mon det? En geocache? Ja, i dag har både Øksegruppens ulve, og klan De Gale Hattemagere været ude og lave helt nye geocaches. Det blev til tre i alt, og de er nu gemt rundt omkring i Holbæk by. Så snart de er blevet registreret vil man kunne lede efter dem med geocaching appen, eller en god gammeldags GPS - skal I ud og finde dem?


Februar 2019: Kammeratskabsweekend:

I den forgangne weekend var mere end 120 spejdere samlet til den årlige Kammeratskabsweekend i Odsherred distrikt. Spejderne fra Øksegruppen var traditionen tro også med. Det er en tur hvor spejdere helt fra de mindste til de ældste har sat kryds i kalenderen måneder i forvejen. Kammeratskabsweekenden er altid hyggelig og sikre venskaber på tværs af grupperne i Odsherred distrikt. I år handlede det om FN's 17 verdens mål. Gennem opgaveløb, lejrbåls underholdning og gode samtaler fik alle spejderne verdens problematikker præsenteret og der blev gjort store tanker. Sammen rykker vi verden - med vilje. Øksegruppen takker for et hyggeligt arrangement og ser allerede frem til næste år. Læs mere her: http://www.sn.dk/

Januar 2019: Nyt år:

Søndag den 20. januar går det løs igen. Efter en pause hen over julen og nytår skal der nok engang holdes ulvemøder midt i Holbæk by.

Ulvene er vores spejderenhed for børn i alderen 6-9 år. Ulvene laver alle mulige sjove og spændende aktiviteter i det fri og lærer gennem spejderarbejdet mere om verden, hinanden og dem selv. Men hvad vil det egentlig sige at være spejder? Se med og hør hvad spejderne selv mener om sagen.

Har den vakt jeres interesse? Vi vil gerne udvide vores ulveflok, så hvis i kender nogle børn i alderen 6-9 år der skal være spejdere så skriv endelig til os via denne email: baever@oeksegruppen.dk


December 2018: Juleweekend:

Spejderne har været på juleweekend ved Lerbjerg-Lejren. Traditioner er vigtige og mange blev holdt i hævd, f.eks. var der pakke leg, klippe-klistre og hygge ved pejsen. Men der var også nye og skøre ideer i år. Blandt andet blev der prøvesmagt småkager der alle havde forskellige krydderier og mel-typer, det var ret svært at gætte hvad der var hvad. Der blev også flettet et kæmpe julehjerte af en presenning. Hjertet var så stort at der kunne være hele to ulve-unger i det. Men det bliver nok svært at få det op på træet... Må alle have en dejlig juleferie.


December 2018: Nyt brændeskur ved Lerbjerg-Lejren:

Lerbjerg-Lejren har nu fået et dedikeret brændeskur. Her vil besøgende fremover kunne finde både udendørs og indendørs brænde. Nu kan vores andet skur dedikeres til udendørs udstyr som bålfade, brandspande og meget andet. Både fliser og skur har haft tidligere ejermænd, og vi siger mange tak for hjælpen og støtten.


Oktober 2018: Ulvene i naturen:

På de sidste tre spejdermøder har ulvene arbejdet med naturen som fokus. Med NaturTjek appen http://www.biodiversitet.nu/ har ulvene registreret hvilke levesteder man kan finde i skov såvel som midt i byen. De har også lavet en dokumentar hvor de fortæller om deres oplevelser omkring spejderstadion og hvilken natur man finder der. Til sidst skulle de gennem leg og kunst lære om diversitet, nicher og naturbeskyttelse. Som afslutning samlede ulvene alt det affald de kunne finde på grunden ved Skt. Nikolai kirke i Holbæk og så havde de i den grad gjort sig fortjent til at modtage Naturmærket!


August 2018: Ulve sommerlejr:

Ulvene har holdt sommerlejr ved Lerbjerg-Lejren, og ikke overraskende var det virkelig flot vejr. De arbejdsomme ulve nåede både at øve sig i at snitte, binde besnøringer, bygge en bivuak og meget andet. Besnøringsrebene og rafterne blev flittigt brugt til et nødvendigt spisebord og en gangbro der også åbnede muligheden for at øve forankringer (de virkede). En tur i skoven ved hytten blev det også til; det er vigtigt at gå på opdagelse. Maden blev lavet over trangia hvilket var en ny og spændende oplevelse for ulvene. Når der skulle soves var shelteren et godt sted at finde ro.


Juli 2018: Sommerlejr i England (del 2 af 2):

Her er nogle flere historier og billeder fra vores sommerlejr i England i 2018. Lejren foregik ved Ferny Croft, et spejdercenter med en masse fede aktiviteter.

Vi spillede frisbee-golf, prøvede øksekast og var på klatrevæg. Især klatrevæggen var underholdende. Der var flere typer udfordringer; hvem kan blive hængende længst tid, forhindringsbane (hvor man skulle udenom skumstave og igennem hulahopringe), klatring med bind for øjnene og klatring med nogen på ryggen! Af alle stedets aktiviteter var vi mest begejstrede over Aeroball; en form for basket, hvor fire spiller står på hver deres trampolin, der er net rundt langs siden så man er nødt til at hoppe højt for at skyde bolden over i de andres net. Virkelig udfordrende og meget hårdt. Der fik vi brændt noget krudt af. Der var mange flere aktiviteter, som vi ikke nåede.

Når der var et afbræk mellem aktiviteterne spillede vi pind. De engelske spejdere fik hurtigt lært reglerne, og så var der ellers kamp til stregen.

Udover aktiviteterne ved centeret var der selvfølgelig tid til traditionelle spejderting som lejrbål. Der blev holdt et stort lejrbål for hele centeret, hvor vi oplevede en masse tossede engelske lege, sange og sketches. Derudover, afholdt vi vores eget lejrbål for vores engelske værter. Fordelen ved at holde lejrbål så langt hjemmefra, er at ingen kender de sketches du har lavet en milliard gange.

Vi var også på hike gennem det hede-agtige landskab omkring centeret til Beaulieu, en større herregård med et stort parkanlæg, biludstilling og et Alice i eventyrland blomsterområde, der passede perfekt til Klanen "De Gale Hattemagere". Det var en utrolig varm dag, så der blev fortæret en is eller to.

Et af sommerlejrens højdepunkter var vores tur til Brownsea Isand, stedet hvor den allerførste spejderlejr fandt sted. Vi besøgte øen på en fantastisk flot dag. Sejlturen og vandreturen fremviste virkelig stedet. Vi følte, at vi gik i historiske fodspor, fulgte efter så mange andre spejdere, af begge køn og alle uniforms farver. Tænk, at der var gået 101 år siden den første lejr i 1907, hvor 20 unge drenge med forskellig baggrund var på tur sammen. Sikke meget der er sket siden og sikke langt spejderbevægelsen er kommet.

Det var en utrolig fantastisk sommerlejr, som vi ofte drømmer os tilbage til. Det var spændende at se forskellene på engelske og danske spejderlejre, og det var fantastisk at gå en tur tilbage i historien med Brownsea Island.


Juli 2018: Sommerlejr i England (del 1 af 2):

Her er billeder fra vores sommerlejr til England i 2018! Klanen "De Gale Hattemagere" bestående af rovere (18 år+) primært fra Øksegruppen men med påhæng, tog til England for at deltage i sommerlejren for vores venskabsgruppe, som vi mødte på Spejdernes Lejr i 2017; 4th Southgate Scouts.

Vi ankom til London to dage før selve lejren begyndte, så vi havde en hel dag til sightseeing. Det er langt fra nok tid, men vi fik dog set nogle spændende ting. Udover klassikerne som London Eye, Big Ben, Buckingham Palace, Tower Bridge og Tower of London, som vi så udefra, fik vi set Natural History Museum, og Baden-Powell House. Det var utroligt spændende bare at gå på opdagelse i storbyen, opleve stemningen og de hyggelige gader.

De engelske spejdere var utroligt gæstfrie og lånte os hytten for 14th Southgate gruppe, som vi kunne overnatte i indtil selve lejren begyndte. De bød os velkomne med et barbecue party for hele deres gruppe, hvor de lavede lækker mad til os, og vi hilste på alle deres spejdere og genså dem vi mødte i 2017.

Turen til selve lejren, der blev afholdt ca. 140 km udenfor London, foregik med tog og på gåben det sidste stykke. Bagagen blev transporteret i en varevogn. Lejren blev afholdt ved Ferny Crofts, hvor andre spejdergrupper også afholdt deres sommerlejr. Ferny Croft er et spejdercenter i stil med dem vi kender fra DK med en masse aktivitetsmuligheder og store områder til udfoldelse. En stor forskel til dansk spejderarbejde er dog at pionering ikke er særligt udbredt. Ofte, når vi har været af sted på store lejre, har vi brugt de første par dage på at bygge lejren op med rafter og reb. Dette er vist knap så udbredt i England, hvor man medbringer bordplader og bænke i større omfang. Fordelen er at man slipper for knaster i bagdelen. Der blev dog bygget et køkkenbord, der gav mulighed for at dele erfaringer med besnøringer.

Overnatningen foregik i klassiske telte, der er noget anderledes end de orange patruljetelte vi er vant til. De engelske telte er kraftigt grønt lærred, stængerne er tykke træ stolper, bardunerne er reb og pløkkene kunne næste forveksles med brænde. De var ikke sjove at slæbe hen til lejrpladsen, men man sov godt i dem, og det var spændende at prøve at sætte en anden type telt op.


Juni 2018: Sommerafslutning:

Sæsonens sidste spejdermøde blev afholdt ved Lerbjerg-Lejren i kanon flot vejr. Dette var samtidigt ulvenes første gang ved Lerbjerg-Lejren så de fik selvfølgelig en rundvisning, hvor de kunne se raftegården, bålpladsen, shelteren, hytten og resten af grunden. Ulvene lærte at håndterer økser og huggede brænde indtil armene var trætte. De tændte også deres allerførste bål! Der kom også gang i rafter og besnøringsreb, da vi øvede kryds- og vinkelbesnøringer. Det var intet problem at bygge et tårn der var stærkt nok til at man kunne klatre på det. Der var også tid til hygge og leg. Nn glæder vi os til sommerlejren.


Juni 2018: Nyt tagpap på Lerbjerg-Lejren:

Taget på hytten ved Lerbjerg-Lejren har længe trængt til en kærlig hånd. Spejderne fra Øksegruppen, KFUM Holbæk, har derfor lagt et nyt lag tagpap på. En weekend i varmen hvor der blev knokklet har givet dette flotte resultat. Vi er meget tilfredse med det, og siger mange tak til alle der har hjulpet til i processen.


Juni 2018: Ulvene tager sygeplejerske mærket:

Ulvene har afsluttet at tage sygeplejerske mærket. Til mødet har de øvet sig i at rense sår og vist at de kan huske hvordan man sætter plastre på. De samlede også deres egen lille førstehjælpskasse som de kan have med i uniformen, så er de altid parate hvis de skulle få vabler eller rifter. Der blev også undervist i hedeslag og forbrændinger; ikke hvordan man får det men hvad man skal gøre hvis det sker. Så gik turen til sygehuset hvor ulvene så hvor indgangen og receptionen ligger, og fandt ud af hvornår lægevagten skal bruges. De har nu gjort sig fortjent til deres nye uniformsmærke!


Juni 2018: Familiegudstjeneste ved Skt. Nikolai:

Skt. Nikolai kirke afholdte familiegudstjeneste den 3/6 med efterfølgende udendørs aktiviteter. Efter en hyggelig gudstjeneste blev der hygget rundt om kirken; der var pølser med brød, rundvisning i klokketårnet, mulighed for at lave træperler og meget mere. Øksegruppen var med og stod for aktiviteter i form af redningsrebskast, popkorn over bål samt et værksted hvor man kunne lave nøgleringe med brændemærker. Nøgleringene blev lavet ved at forme et tykt stykke ståltråd, varme det i bålet og sætte det mod læderet. Herefter kunne man klippe det ud og sætte en nøglering i. Der kom mange kreative mennesker forbi, og det mest populære brændemærke var et hjerte... måske fordi det var lige inden Fars dag.


Maj 2018: MUS-løb:

Ulvene var på MUS-løb ved Spejderstadion i Holbæk sammen med en masse andre spejdere, hvor de konkurrerede i spejderfærdigheder. Der var lejrbål lørdag aften, overnatning i telt fra lørdag til søndag og stort opgaveløb om søndagen. De skulle blandt andet bygge faldskærme til æg, så de kunne falde ned uden at gå i stå. Ulvene var i patrulje med et hold fra De Grønne Pigespejdere og de klarede det så godt sammen, at de vandt førstepladsen. Super godt gået, og kanon godt at se så stærkt et samarbejde på tværs af grupperne. Stor tak til Sct. Georgs Gilderne og arrangørerne for, at afholde så godt et arrangement, og med så godt vejr.


Maj 2018: Brød over bål:

Klanen De Gale Hattemagere har eksperimenteret med at lave brød over bål. Der blev testet tre varianter; brød i stanniol i gløder, brød i en gryde og selvfølgelig snobrød som backup. Gryde-brødet var originalt tiltænkt at være lavet som vandbad med to gryder inden i hinanden, med vand imellem, men det blev droppet fordi det tog for lang tid. Ved siden af lavede vi nachos, også over bål. Brødene blev overraskende godt med en god krumme så det er klart noget vi skal gøre igen en anden gang.


April 2018: Ulvene lærer førstehjælp:

Ulvene er begyndt på "Sygeplejerske" mærket. Førstehjælpskassen blev gennemgået; hvad skal man bruge de forskellige typer plastre til og hvad har man ellers brug for. De lærte også hvordan man renser sår med sprit og vand, samt at sætte plastre på til skader store som små. Det kan være svært at få plastre på fingre og hænder til at blive sidende. Der blev også snakket om hvordan man ringer 112 og hvad man skal huske at sige.


April 2018: Spejder-for-en-dag:

Øksegruppen afholdte søndag d. 15. april spejder-for-en-dag, hvor alle kunne prøve kræfter med sjove spejderaktiviteter. Vejret var med os, og alle de besøgende hyggede sig, unge som gamle. Deltagerne kunne bl.a kaste sig ud i:

  • Ringridning med sæbekassebil (som vores seje ulve selv har bygget)
  • Forhindringsbane af edderkoppespind
  • Løsning af morsekodemaskinens hemmelighed
  • Følekimslege med havregrød
  • Lave snobrød og popkorn over bål
  • Redningsrebskast

Arrangementet blev afholdt ved Skt. Nikolai kirke, hvor vores ulvespejdere (6-9 årige) holder deres spejdermøder hver anden søndag. Vi var glade for, at så mange var friske på at tage del i spejderånden, og besøge vores lille spejderlejr midt i Holbæk by. Der er planer om flere lignende arrangementer, og vi lover, at der snart kommer flere informationer om dette.

Vi håber, at alle besøgende er kommet hjem med en lille smule græs på knæet, bålrøg i tøjet og smil over hele hovedet. Mange tak for at I var med! Til slut skal lyde et stort tak til Holbæk Kommune for at støtte vores arrangement, så der bl.a. blev råd til fede præmier.


April 2018: Troldridderen og maleren:

Ulvene har optaget deres helt egen film. De har selv skrevet replikker, designet kostumer, indspillet og instrueret filmen. Fortællingen handler om troldmanden der får en maler på besøg til pizza, men ånden af onde troldridder besætter den ellers så flinke franskmand. Et magisk opgår hvor trylleformularerne flyver om ørerne på kombatanterne ender i en fortryllelse. Se med, og prøv at gennemskue handlingen (det er måske ikke så lige til). En ting er dog sikker; ulvene hyggede sig gevaldigt med at optage filmen. Filmen er optaget ved Skt. Nikolai kirke i Holbæk hvor ulvene holder møder.


April 2018: Arbejdsweekend i Lerbjerg-Lejren:

Der har været gang i knofedtet i Lerbjerg-Lejren på arbejdsweekenden. Der blev flækket en masse brænde, luet ukrudt fra terrassen, hovedindgangen blev frisket op, et nyt brændeskur blev samlet, der blev også ryddet op på grunden, hygget ved bålet og spist frokost i det fri. En produktiv weekend med stjernekiggeri ved bålet og overnatning i shelteren.


Marts 2018: Maling (over det hele!)

Sæbekassebilen er nu malet i en masse farver der helt sikkert får den til at køre endnu hurtigere. Enhjørningene på siderne er med til at reducerer luftmodstanden, så nu er bilen klar til at blive testet. Ulvene (der måske har lidt maling på hænderne endnu) har gjort sig fortjent til Gør-det-selv mærket. De har planlagt og tegnet bilen, overvejet materialer, boret, savet og skruet, samt malet bilen. Det er kanon godt gået!


Marts 2018: Værktøjet bliver flittigt brugt:

Så er der kommet hjul og sæde med ryglæn på ulvenes sæbekassebil. Mon ikke den snart er klar til en test-kørsel? Ulvene har virkelig fået godt styr på værktøjet, der bores og skrues derudad. Det er vist kun fantasien og antallet af skruer der sætter grænser for hvad der kan bygges. Hvis du kunne tænke dig at se sæbekassebilen tæt på, eller måske møde vores seje gør-det-selv ulve, så kom til Spejder-for-en-dag ved kirken den 15/4-2018 fra kl. 10:00. Alle er velkomne til aktiviteter, lege og konkurrencer.


Februar 2018: Sæbekassebiler:

Ulvene har fået deres første mærke; "På opdagelse" som de har taget hen over de sidste par møder hvor det har handlet om udforskning af Holbæk by. På dagens møde har ulvene bygget på deres sæbekassebil. Der er blevet savet, boret, skruet, tegnet, planlagt og overvejet. Der er også blevet testet en lille smule undervejs, for at være sikre på at den kan kører. Sæbekassebilen skal bruges til en ringridningsturnering i forbindelse med Øksegruppens Spejder-for-en-dag arrangement der afholdes den 18 marts 2018. Alle er velkomne så sæt allerede nu kryds i kalenderen. Der kommer meget mere information hen over de næste par uger.


Februar 2018: Fastelavns-katapult:

De Gale Hattemagere har holdt fastelavn ved Lerbjerg-Lejren. Katten skulle slås af tønden... eller skal vi sige kastes af tønden? Der blev bygget en katapult så tønden kunne skydes af sted. Sidste år blev der bygget en rambuk. Hvad mon det bliver næste år. Efter et par forsøg gik tønden nok i stykker til at slikket kunne komme ud, og så var der kamp om gotterne. Imens faldt sneen roligt over Lerbjerg-Lejren og gjorde det helt idylisk at pionerer og spise slik ved bålet.


Februar 2018: Ulve løs i byen:

Ulvene (og en voksen) har i dag været på vandretur i Holbæk, hvor ulvene med jævne mellemrum skulle forklare en leder via telefon hvor de er. Lederen tegnede ulvenes rute ind, ud fra hvad de beskriver. Det gav god fokus på at observerer og beskrive sine omgivelser. Det var sjovt at sammenligne den faktiske tur med den tur der var blevet tegnet ind. Undervejs på turen så ulvene svaner og et irrelevant skilt.


Januar 2018: Tropsnetværksmøde

I dag har Øksegruppen stået for tropsnetværksmødet i Oddsherred distrikt for spejdere i alderen 13+ år. De over 30 fremmødte spejdere var på byløb i Holbæk, hvor de prøvede kræfter med geo-cache, foto-løb og ældgammelt kort. Er blev hygget til sidst med kiks, kakao og stikbold. Mange tak til alle deltagerne, der er hermed sat rekord for hvor mange spejdere vi har været samlet på det grønne område ved Skt. Nikolai kirken. En rekord vi håber at slå igen i løbet af 2018.


Januar 2018: Ulvene er på opdagelser

Ulvene er begyndt at tage mærket "På Opdagelse", og til dette skal man selvfølgelig have en rigtig safari-hat. Med hattene bygget ud af pap og tape blev ulvene klar til at drage på opdagelse. Første eventyr som verdensomrejsende opdagerer var en løvejagt, men mon de fandt nogen løver ved Skt. Nikolai kirkens grønne områder? Der blev også øvet førstehjælp med plastre, for det er vigtigt at man kan passe godt på sig selv når man tager ud på eventyr.


Januar 2018: Årsrapport

Øksegruppens årsrapport er nu tilgængelig. Læs om årets aktiviteter, planer for fremtiden, regnskab for 2017, budget for 2018, samt referatet fra generalforsamlingen. Du kan læse om vores internationale samarbejde, lederudvikling, Lerbjerg-Lejren, og vores ulve enhed.


December 2017: Ulvene laver nisser

Mødet stod i julen og kreativitetens tegn. Ulvene (6-9år) hyggeede med at omdanne træklodser til jule-nisser, og sikke fine de blev. Der blev også fundet tid til lege, historie fortælling og spisning af peberkager. Så nu er ulvene vist klar til jule ferie. Glædelig jul fra Øksegruppen.


November 2017: Ulve på opdagelse i Holbæk by

Ulvene (6-9år) har været på opdagelsesløb i Holbæk. Først skulle et virkelig gammelt kort sammenlignes med et nutidigt for at gennemskue hvilke bygninger der gemmer sig ved markeringerne. Forbogstaverne blev til "strand", hvilket var et hint om hvor skatten var gemt. Der var fokus på opdagelse, brug af kort og på at lære Holbæk bedre at kende. Ulvene var super dygtige og fandt skatten der indeholdt spiselige godter.


Oktober 2017: Ulvemøde med stjerneløb

Søndagens møde for ulvene (6-9år) var et stjerneløb, hvor spejderne blev præsenteret for knob, kompas og knivregler. Der blev øvet at melde klar ved alle posterne. Der var også tid til lidt historie og perle-tryllestave i ulvehulen.


Oktober 2017: Fliser ved shelteren

Shelteren i Lerbjerg-Lejren har nu fået anlagt fliser, så udstyr og sko kan stå i læ for regn og mudder mens man hygger sig i shelteren.


Oktober 2017: Ulvemøde med masker ved Sankt Nikolai

Mødet startede med at vi slog oversejlet op og lagde en presenning som underlag. Så kunne der hygges i Ulvehulen med oplæsning af Junglebogen. Der blev lavet ulve-masker og fortalte spændende ting om hvordan ulve lever i flok og om de nye danske ulve. Fordi ulve har så god lugtesans lege vi en lugte-kims-leg. Der var nogle svære ting i mellem. Vi nåede også lige at øve nogle ulve sange inden der skulle ryddes op.


Oktober 2017: De Gale Hattemagere på klatretur

Klanen, De Gale Hattemagere, (alder: 16 år+) har været en tur i trætoppene ved Holbæk Klatrepark. Efter en sikkerhedsgennemgang prøvede vi "mellem" og "familie" banen. Net, svævebaner og højderne (samt måske lidt højdeskræk) blev overvundet. Vi sluttede af med et kontrolleret frit fald, hvor man forbundet til et mekanisk faldsikringssystem. Det bare at gå ud over kanten og falde sikkert mod jorden. Det var utrolig grænseoverskridende og krævede en del intern overtalelse af kroppen til at hoppe ud i det. Vi har nogle virkelig seje spejdere!


Oktober 2017: Ulvemøde ved Sankt Nikolai

Ulvemødet var udsat for lidt regn, men så var det heldigt at det netop var i dag vi skulle øve os i at slå telt op. Da teltet var sat ordentligt op ledte vi efter små dyr på grunden. Der var virkelig mange bænkebidere og snegle, der var også en del fugle men de kunne ikke være i kassen. Inde i teltet blev der læst historie og vi lavede kartoffeltryk, så ulvene kunne få deres første lædderlap.


September 2017: Arbejdsweekend og shelterindvielse i Lerbjerg

Der har været gang i knofedtet i Lerbjerg-Lejren. På en meget aktiv arbejdsweekend er der blandt andet blevet; beskåret krat ved vejen, trimmet træer og krat på grunden, fjernet gamle bænke ved bålet, luget ved flagstangen (der dukkede endda en hemmelig dato frem), ryddet op i skuret, gravet ud til fliser til et brændeskur og selvfølgelig hygget igennem om aftenen med bål. Shelteren er blevet indviet med kage så nu er den klar til brug. Man sover kanon godt i den, men vi var også meget trætte. Man kan godt sove 10 personer i den, så kom til Lerbjerg-Lejren og prøv den af.


September 2017: Holbæk aftensalg

Øksegruppen KFUM Holbæk havde en hyggelig aften ved Holbæk aftensalg, hvor vi stod ude foran Pro Outdoor. Der var godt nok mange mennesker i byen. Mange tak til alle der kiggede forbi, prøvede vores spejder huske-kimsleg eller var med til at binde knob.


August 2017: Samarbejde med Sankt Nikolai

Nu er det officielt! Øksegruppen Holbæk har nu en aftale med Sankt Nikolai kirke (http://www.holbaekkirke.dk/). Vi vil for fremtiden afholde spejdermøder på det grønne område ved alléen mellem kirken og Jernbanevej. Første møde for den nye ulveenhed bliver den 17 september kl 10-12. Vi glæder os super meget til at få gang i by-spejderier i hjertet af Holbæk. Kom og hør mere ved Holbæk aftensalg i morgen, hvor vi står ved Pro Outdoor.

Juli 2017: Spejdernes Lejr 2017

Dag 1: Busturen til lejren blev brugt på at spise madpakker, sy mærker på uniformen og sludre. Lejrpladsen delte vi med Tuse Bjerg gruppe og 12 engelske spejdere fra 4th Southgate i London. Eftermiddagen og aftenen gik med at sætte telte op, binde lejrens første besnøringer og lære hinanden at kende. Englænderne havde nogle interessante telte med træpløkker.

Dag 2: Søndag var en arbejdssom dag. Lejren blev for alvor bygget op... mellem regnbygerne. Det var godt mastesejlet var så stort, at vi kunne bygge spisebordet i tørvejr. Aftensmaden stod på laks med virkelig meget pastasalat. Der blev også lige fejret en fødselsdag, naturligvis med kage. Om aftenen var vi til det store åbningslejrbål. Vi sad som nogle af de bagerste, og derfra var det tydeligt, at der var virkelig mange spejdere med på SL2017.

Dag 3: Om mandagen besøgte vi lejrens varetegn; den kæmpestore støvle. Det må siges at være et imponerende stykke arbejde med god udsigt. Lejrens midtpunkt, Knudepladsen, blev efterfølgende udforsket. Her var der butikker, stande og aktiviteter. De Gale Hattemagere brugte en hyggelig time ved "Tænke Pausen", hvor de mødte Regitze og snakkede om store og små spørgsmål inden for spejderi, så som; "hvad betyder uniformen for dig?" og "hvilke udfordringer har I i jeres spejdergruppe?". Om aftenen afholdt De Gale Hattemagere lejrbål for Øksegruppen, Tuse Bjerg og 4th Southgate. Da der både var små, store og engelske spejdere med foregik store dele med tolk. Her kan lejrbålet ses i turbo-udgave. Læg mærke til de farvede flammer.

Dag 4: Tirsdag formiddag var de Gale Hattemagere på tur til alle underlejrtorvene for at se vartegnene. Måske "Tårnet" (hvor vi boede) havde det hyggeligste vartegn, mens "Broen" havde det mest imponerende? På vejen ledte vi efter inspiration fra andre spejdere til kommende projekter. Der boede bestemt mange kreative spejdere på SL2017. Hvorend vi kom hen mødte vi nye venner. Aftenaktiviteten var "Pind by night". Det er et super sjovt spil, hvor den officielle beskrivelse lyder; "Det minder om rundbold, bare med en pind... og helt andre regler." Vi var meget enige og underholdte.

Dag 5: Onsdag var underlejrdag med fokus på den lokale sønderjyske kultur. Om formiddagen forberedte vi ringridningsturnering ved at bygge træ-heste, ophæng og rustning. Solen kom frem, mudderet tørrede og man skulle ligefrem overveje solcreme. Om eftermiddagen gik de Gale Hattemagere på opdagelse i Sønderborg by. Byen har virkelig gjort noget ud af, at få spejderne til at føle sig hjemme. Alt fra aktiviteter i byen, store gavlmalerier og adopteringen af "Skejser" betalingssystemet i butikkerne, gjorde byen til en integreret del af lejrpladsen. Det er utrolig hyggeligt.

Dag 6: Om torsdagen var de Gale Hattemagere til Tree Top World aktivitet. Det var en af de ting vi havde set meget frem til, efter at have deltage på deres aktivitet på SL2012 lejren. Det skuffede bestemt ikke. Efter sikkerhedsinstruks og udstyrsmontering fik vi lov at klatre op i trætoppene. Man skulle bruge både arme og ben til at hive sig op i rebene. Der var valgt nogle virkelig høje træer så folkene nede på jorden så meget små ud... hvis man kunne tåle at se ned. Der blev også lagt et nyt mærke til samlingen. Vi håber at Tree Top World også kommer med til næste Spejdernes Lejr. Vi er i hvert fald klar til at deltage! Aftenen gik med "Godnatløbet" hvor man skulle snige sig rundt til poster på hele lejrpladsen uden at blive fanget. Det var en god måde at lærer lejrens mange smutveje bedre at kende.

Dag 7: Fredag formiddag var de Gale Hattemagere til aktivitet hos Madtropperne. Der skulle laves fin mad over bål. Menuen var fisk (kuller) med indbagte kartofler, majskolber, fladbrød, salat, humus og mere endnu. Desserten var nogle havregryns- og bærkager, der lignede frikadeller, med jordbærcreme og kirsebær. Alle ingredienserne var fra lokale gårde og butikker. Det var meget interessant at lære hvordan spejdermad også kan være. Vi havde så meget mad, at vi inviterede to fra staben til at spise med. Maden var kanongod og gjorde os meget mætte, så vi skal vist prøve opskrifterne af igen. Om aftenen var vi med til DM i Pind, hvor første kamp bød på en overbevisende sejr på 62-3... til det andet hold. Men vi havde det sjovt, mens vi var med, og det er det vigtigste.

Dag 8: Nedpakningen af lejren begyndte så småt i løbet af lørdagen. Der var dog et par overspringshandlinger indimellem med lige at hilse på de venner man ikke havde nået at snakke så meget med i løbet af lejren. Sidst på enhver god lejr opdager man hvor hurtigt tiden går. Vi nåede dog at krydse de sidste punkter af til at få "Friendship Award" mærket. Det er virkelig et godt design at det er formet som to hænder der lukker kreds rundt om lejrmærket. Der blev også tilføjet en lejrhat til de Gale Hattemageres hattesamling. Afslutningslejrbålet bekræftede endnu en gang hvor mange spejdere der har været på SL2017. Det er fedt at vi kan samle så mange spejdere på et sted.

Dag 9: Dagen gik med nedpakning og oprydning. Det var tydeligt, hvor teltene havde stået, og hvor gangstierne havde været. Der blev slappet af mens vi ventede på bussen, og da først bussen kørte, var der vist mange der lukkede øjnene. Øksegruppen siger tak for denne gang til Spejdernes Lejr og glæder sig allerede til næste gang. Vi siger tak til Tuse Bjerg og 4th Southgate for at have delt en hyggelig lejrplads. Og endnu en gang tak til alle de frivillige kræfter og Sønderborg Kommune.


Juli 2017: Spejderaktivitet ved Holbæk bibliotek

Øksegruppen har været en tur på Holbæk biblioteket for at vise spejderaktiviteter frem, som afslutning på bibliotekets udstilling. Der blev pioneret med rafter og reb, og kastet med redningsreb. Der kan være meget på en ladcykel hvis den bliver pakket ordenligt. Vi glæder os til flere aktiviteter i Holbæk by, og ser frem til Holbæk Natløb den 1. september 2017.


Juli 2017: Terrassen i Lerbjerg lejren

Terrassen trængte til at få fjernet ukrudt, så spejderne gav den en omgang knofedt. Nu er terrassen klar til sommerbrug.



Juni 2017: Banner og mærker

Øksegruppen har nu modtaget mærkerne til Spejdernes Lejr SL2017. Vi har fået lavet et nyt banner, der skal bruges til vores indgangsportalen på lejren. Vi glæder os utroligt meget til at møde de engelske spejderne fra South Gate, London, som vi skal dele lejr med.



Juni 2017: Biblioteks udstilling

Øksegruppen har udstilling hos Holbæk bibliotek, hvor man kan se noget af alt vores spejder grej. Det er nok mere spændende at se det nu inden vi skal bruge det på årets sommerlejr, og det hele kommer til at lugte lidt af bål. Du kan få inspiration til knob og hvordan man laver mad over et Trangia sæt, så tag forbi bibliotektet og få fornemmelsen af en spejderlejr.



Juni 2017: Shelter

Taget er nu blevet isoleret og tagbeklædning er lagt. Shelteren er næsten klar til brug. Nu mangler der kun det lille udhæng foran shelteren så det ikke regner ind. Senere skal der lægges fliser foran. Der er også planer om en bålplads ved shelteren.



Maj 2017: Shelter opdatering

Arbejdet på shelteren er begyndt igen, efter at have ligget stille hen over vinteren. Nu er alt klart inde i shelteren og der mangler kun isolering i taget og tagbeklædning. Vi glæder os til at byde jer velkomne i shelteren og håber at den vil blive flittigt brugt. Hvor mange spejdere kan der mon sove i shelteren af gangen?



Maj 2017: Forklæder til Lerbjerg-lejren

Nu er der nye forklæder i Lerbjerg lejren! De Gale Hattemagere har doneret to nye forklæder fra da de var frivilige ved "Danmark mod ensomheden". Så er det bare at give den gas med madlavningen!



Maj 2017: 50 års jubilæum hos Tuse Bjerg KFUM

Den 18. maj fejrede Tuse Bjerg KFUM 50 års jubilæum. Som I kan se (http://sn.dk/Holbaek/Video-og-billeder-Bjergspejdere-fejrede-50-aars-spejderliv/artikel/656407) var det en flot en dag med en masse deltagere. Klanen De Gale Hattemagere, der består af de ældste spejdere fra Tuse Bjerg og Øksegruppen, stod for det muntre køkken hvor en masse porcelæn blev smadret.
Der skal lyde et stort tillykke til Tuse Bjerg fra Øksegruppen! I har lavet en masse dejligt spejderarbejde for børn og unge i alle aldre, og vi er sikre på at dette fortsætte de næste 50 år også. Vi håber på en masse forsat godt fællesskab i fremtiden.



Maj 2017: Tur til Lerbjerg med nye Hattemagere aspiranter

De Gale Hattemagere har været en tur til Lerbjerg lejren for at kigge på telte inden sommerlejren. En række nye aspiranter til optagelse hos De Gale Hattemagere var med på turen for at alle kunne se hinanden lidt mere an. Der er heldigvis rigeligt med telte, så vi kan sove tørt i Sønderborg ved SL2017, selv hvis det bliver en våd lejr. Det tog lidt tid at kigge alle teltene igennem for skader og mangler, men der blev også fundet tid til lidt frokost over bål, rundbold og en tur i skoven. Vi håber på at se meget mere til aspiranterne i fremtiden og at de vil være med til at gøre Hattemager aktiviteterne endnu mere tossede.



Maj 2017: Ny bænk i Lerbjerg

Spejderne fra "De Gale Hattemagere" var en tur til Lerbjerg for at nyde det gode vejr. Der blev gået ture i skoven og bygget en ny bænk, så man kan hygge sig ved bålet. Kom forbi og prøv bænken af! Vi har flere paller så hvis bænken bliver populær kan vi lave ekstra.



April 2017: Danmark Spiser Sammen

De Gale Hattemagere hjalp til ved "Danmark Spiser Sammen" (http://www.danmarkspisersammen.dk/) i DGI byen. Sammen med andre frivillige servererede vi mad for ca. 350 gæster. Det var noget af et måltid! Der blev holdt taler, sunget fælles sang og hygget. Vigtigst af alt; der blev dannet nye venskaber.



Marts 2017: 24 timer med selvudløser

I midten af marts deltog klanen "De Gale Hattemagere" i løbet "24 timer med selvudløser". Her modtog deltagerne opgaver over et helt døgn og skulle svare med billeder der bland andet viste patruljeånd, energi og graffiti, men alle billederne skulle indeholde et spejdertelt. Dette gav nogle sjove og underholdende billeder. Desværre var det ikke De Gale Hattemagere der vandt, men mon ikke de er klar på udfordringen igen næste år. I mellemtiden skal hovederne ligges i blød så flere tossede ideer dukker op.



Februar 2017: Fastelavn ved Lerbjerg-lejren

Roverklanen fra Øksegruppen Holbæk og Tuse Bjerg holdt fastelavn ved Lerbjerg-lejren. Katten skulle slås af tønden men som spejder er man jo nødt til at pionerer noget. I år endte valget på en rambuk! Den blev hurtigt bygget og kørt i stilling, alle var sultne efter tøndens slik. Rambukken var virkelig effektiv og man bliver mindre øm i hænderne end når man bruger bat. Det kan klart anbefales. Måske vi næste år bygger en katapult...



Februar 2017: Kammeratskabsweekend 2017

Egebjerg skole blev indtaget af spejderne til Kammeratskabsweekenden 2017 (KW17), hvor spejdere fra hele distriktet samles hvert år for at pleje deres spejder kammeratskaber. De Gale Hattemagere deltog også og stod for lejrbålsunderholdningen, hvilket blev holdt indendørs. Temaet var Nørd, så der blev lavet skyggeteater, kemi forsøg og ild kunster. Husk sikkerhedsbriller! Der blev også tid til lidt medister til frokost. Det er vigtigt at spise godt. Hvis du har nogen gode forslag til lejrbåls-aktiviteter så kom og vær med hos De Gale Hattemagere!



December 2016: Shelter indvendigt loft

Loftet tager form! Nu kan man snart tage den første overnatning i shelteren. Der mangler kun lige lidt tag så man ikke bliver våd. Shelter projektet holder nu juleferie og venter på foråret.



November 2016: Shelter vægge og loftsbjælker

Shelter arbejdet går fremad. Nu er der opført vægge og lagt loftsbjælker. I venstre side er der lagt isolering. Næste etape vil være isolering og indervæg i højre side. Derefter er det tid til at lægge tag, og så kan shelteren bruges! Vi glæder os meget til overnatte i shelteren.



Oktober 2016: Første møde for bæverne

Bæverne har haft første møde på Spejderstadion ved Naturskolen i Holbæk. Der var rundvisning, hygge, lege og nye venskaber på programmet. Hvis du gerne vil starte til spejder og er i alderen 6-7 år, så kom er vær med på næste møde: søndag den 16/10-2016 kl 10:00 ved den røde port. Skriv til baever@oeksegruppen.dk for mere information.

Oktober 2016: Biblioteks spejdere

Spejderne har været en tur på bibliotektet for at læse lidt op på naturen. Kom forbi Holbæk bibliotek og se spejdernes udstilling.



September 2016: Ny hjemmeside

Vores hjemmeside www.øksegruppen.dk (og www.oeksegruppen.dk) har været igennem en større overhauling og skulle nu gerne være mere interessant at kigge på.

August 2016: De Gale Hattemagere på vandretur

Klanen De Gale Hattemagere var på sommerlejr ved Gillastugan i Sverige. Der blev overnattet i shelter, vandret lange ture i den nærliggende skov, lavet pandekager, badet, spillet spil og hygget igennem.



Maj 2016: Mail domæne

Øksegruppen kan nu findes på både www.øksegruppen.dk og www.oeksegruppen.dk. Sidstnævnte er en ny tilføjselse for at vi kan have dedikerede mails under domænet oeksegruppen.dk.

Februar 2016: Kammeratskabsweekend

Her har vi billeder fra Kammeratskabsweekenden 2016, hvor spejdere fra hele distriktet mødes årligt og hygger igennem med leg og sjov. Billederne viser at De Gale Hattemagere både kan være seriøse og spøjse... vi er nok bedst til det sidste.



Oktober 2015: Shelter arbejde

Vi er ved at bygge en shelter på Lerbjerg hyttens grund. Når den er færdig kan man hygge sig med stjerne kiggeri fra soveposen, hele året rundt. Her er nogle billeder fra processen.



Juli 2015: Sommerlejr

Øksegruppen deltog på årets sommerlejr ved Geoparken Odsherred (http://www.geoparkodsherred.dk/) hvor lejrens tema var "Spor i landskabet". På billedet kan man se Roverklanen "De Gale Hattemagere" i deres naturlige habitat; ude på vilde eventyr!



Maj 2015: Masker

De Gale Hattemagere laver masker. Her bliver der lavet en form af hovedet, senere blev selve masken lavet af latex. Hvis du selv vil prøve at lave en maske derhjemme så husk at det er vigtigt med huller til næsen. Det endelige resultat blev lidt uhyggeligt, så de er oplagte til natløb. Tør du tage på natløb med de Gale Hattemagere?



Maj 2015: Stander

Her er de Gale Hattemagere i gang med at lave deres stander. En høj pind med en lille hat på toppen og et håndmalet stykke læder gør en alletiders stander! Maskotten for de Gale Hattemagere er næsebjørnen som vi her ser snoet rundt om en kæmpe hat.



Juli 2014: Sommerlejr

Øksegruppen var på sommerlejr på Orø sammen med resten af distriktet. Der blev badet ved stranden, gået ture, daset i solen og lavet utroligt mange spejderaktiviteter. Dette var også turen hvor de Gale Hattemagere fandt deres maskot: Næsebjørnen. Sommerlejren blev afholdt tæt ved Orøstrand Dyrepark (http://www.oroestrand.dk/dyreparken/), og det var derfor naturligt at spejderne brugte en del tid med at kigge på dyr. De nysgerrige næsebjørne fange de Gale Hattemageres opmærksomhed med det samme, og blev i løbet af ugen udråbt som maskot. Vi var så heldige at få en special rundvisning hvor vi fik lov at håndfodre næsebjørnene. Det var alt for vildt. Mange tak til Orøstrand Dyrepark for oplevelsen!



Juli 2012: Hættetrøjer

De store spejdere hos Øksegruppen har designet deres egne hættetrøjer. Bagpå er der et stort rygmærke og foran er der et individuelt symbol på hver trøje som de andre spejdere har valgt. Dette symbol viser hvad hver enkelt spejder er god til, som f.eks. at tænde ild eller lave mad. Trøjerne er blevet flittigt brugt siden Spejdernes Lejr 2012 i Holstebro.



Juli 2012: Spejdernes Lejr

I sommeren 2012 var Øksegruppen afsted på Spejdernes Lejr. Det var en kanon god tur, med en masse sol, nye venner og mad over bål. Spejderne byggede et køkkentelt med rafter og en masse presseninger. Det var et stort projekt, men et meget tilfredsstillende resultat. Blandt de mange fede aktiviteter kan især overnatning i trætoppene huskes.



Maj 2012: Kragerup Go High

Spejderne eventyrlystne og ville prøve grænser af, så de tog til Kragerup Go High for at teste højdeskrækken. Der var god mulighed for at få gelé-ben, når man stod højt oppe under træernes kroner. Nogle af spejderne var bedre til at holde ud at kigge ned end andre... Blandt de mange udfordringer spændt ud mellem træerne blev der prøvet svævebaner, net, rebstier og forhindringsbaner. Det var helt sikkert en god dag, hvor alle vist havde trætte arme og ben da de kom ned på fast grund igen.



September 2011: Pioneringsdag i Lerbjerg

På en lidt fugtig dag ved Lerbjerg lejren øvede spejderne besnøringer. Lejrens rafter blev flittigt brugt sammen med en hel kasse besnøringsreb. Der blev bygget tårne, broer og gynger, og det hele blev selvfølgelig testet.



Juli 2009: Sommerlejr på Arresøcentret

Øksegruppen var på sommerlejr på Arresøcentret ved Frederiksværk. Vejret var godt hele ugen, så det var ikke nødvendigt med overdækning på spisebordet... det skulle da lige være for at komme ind i skyggen. Spejderne hyggede sig og fik blandt andet udforsket søen, bygget stole med kulsøpioneringsmetoden og slå reb på den gammel-davs facon.



Juli 2004: Sommerlejr ved Avnsø ved Hvalsø

Øksegruppen var på divisions sommerlejr ved Avnsø overdrev ved Hvalsø. Der var hike til Lejre forsøgscenter, temadag om cirkus, sæbekasse rally i kuperet terræn (hvor motoren har brug for pitstop ofte) og grillspyds-fællesspisning. Lejren huskes som fuld af sol, men er det gode ved nostalgi ikke netop at solen altid skinner lidt klarer i hukommelsen?



Juli 2003: Sommerlejr ved Næsby centeret

I 2003 var Øksegruppen på sommerlejr på Næsby centeret. I ugens løb var der stor fokus på vandaktiviteter. Krebsdyrene i søen havde spejdernes interesse også selvom de godt kunne nive lidt i fingrene når man skulle have dem ud af fiskenettet. Der blev bygget en tømmerflåde med olietønder som pontoner, og det skulle selvfølgelig undersøges hvor mange spejder den kunne holde oven vande. Antallet var 5.



Maj 2003: Raftegård i Lerbjerg-Lejren

I foråret 2003 blev der brugt en del kræfter på at bygge en ny og bedre raftegård til Lerbjerg-Lejren. Store som små spejdere hjalp til. Rafterne blev sorteret og farvekodet efter længde så det var let at finde de rette rafter til spejderprojekterne. Rafterne har været flittigt brugt til alt fra tårne og spiseborde til broer og rambukke. Vi har en drøm om en dag at bygge en trojansk hest.



Juli 2002: Sommerlejr i Århus

Divisionssommerlejren i år 2002 blev afhold i Århus. Her er et par billeder der virkelig har fanget lejrstemningen, hvor spejderhverdagen krydres med leg og sjov, som redningsrebskast og kompasgang med bind for øjnene. Der skal dog også klares vigtige opgaver som madlavning, og der kan man altid bruge et par ekstra hænder til at skrælle kartofler.